Kafka: Foran Loven -  hypertekstualiseret af Elias Ole Tetens Lund

Isak Winkel Holm om Kafkas forfatterskab 

   Winkel Holm skriver om Kafkas gnostiske tankegang i romanen Slottet. Embedsmanden Sortini har nogle usædvanlige rynker i panden; de er vifteagtige, skriver Winkel Holm –

fordi embedsmanden er den skjulte grund til vinden. De vifteagtige rynker må tolkes i sammenhæng med romanens gennemgående vindmetaforik: det er Sortini der får den onde vind til at blæse; det er med andre ord ham der udsteder de fjerne fremmede påbud som man kun se konsekvenserne af, men aldrig får indsigt i. (Sortinis rynker s. 7)

     Kafkas litteratur kan ifølge Villy Sørensen klassificeres som ekspressionistisk, hvilket vil sige at den "er udtryk for det fortrængte selv, for det undertrykte i psyke og i samfund" (s. 48). Hvad samfundet fortrænger, vender tilbage i forvrænget form i Kafkas tekster. Problemet er ganske enkelt at mennesket ikke længere kan "realisere sig selv" (s. 182). Der findes en undergrund af "oprindelige kræfter" (som det hed i citatet med billen ovenfor) der ikke kan komme til udtryk på naturlig måde, og som derfor bliver til en sovs af "uudfoldet følelsesliv", "misbrugte hestekræfter" og "bundne længsler" (s. 130, 140, 177).
citat fra KONSTRUKTIONEN AF KAFKA. Af Isak Winkel Holm side 2
     Da Josef K. opsøges af sin bekymrede onkel, forsøger han uden held at berolige ham ved at sige at det slet ikke drejer sig "om en proces ved den almindelige ret". Villy Sørensens kommentar er præcis: "Romanen kan ikke opfattes som en satire over det borgerlige retsvæsen, thi dette retsvæsen forekommer slet ikke i romanen" (s. 102f).
Men hvordan så forstå tørrelofternes retsvæsen? Villy Sørensen foreslår at tolke processen som noget der foregår i Josef K.s indre, så at sige på hans egen loftetage.
citat fra KONSTRUKTIONEN AF KAFKA. Af Isak Winkel Holm side 3

Min kommentar: Jeg er uenig i en ensidig psykologisk tolkning - det fremgår af mine sider rundt omkring i netsitet  kotel.dk/kafka . Jeg ser mange forskellige facetter i romanen - både satiren, som den Villy Sørensen forsøger at "skyde ned" og det psykologiske, men i høj grad også en litteratur om skyld, straf og om samfundets udelukkelse af individet. Kafka var ikke bare én ting, men også et søgende menneske - altså ikke sådan at sætte på formel. Han var bredt orienteret; men han var også orienteret i den jødedom, som så mange forskere gerne vil glemme.  Jeg forsøger også at læse Kafka i sammenhæng med den historiske udvikling i samtiden - se f.eks. Kafka og Europa