|
Når forældre dør er det sønnens pligt "at sidde shivah" og
sørge over den afdøde.
Han skal sætte sig på en lav skammel som et ydre tegn på
sorg. Det er vennernes
og familiens pligt at komme til
den den sørgendes hus og
tale med ham og bringe ham gennem sørgeperioden. Det var meningen, at man skulle
afvikle sit forhold til den døde. Den døde var farlig at holde kontakt med. I
jødisk folketro var dybbuk'er, ånder,
 der klæber sig
til de levende.
Det var ikke ualmindeligt på Kafkas tid, at personer, der
forlod jødedommen blev betragtet som afdøde. Så forældrene sad shivah
for deres søn eller datter der havde giftet sig med kristne eller havde
afsværget den gamle tro.
Her i fortællingen bliver manden fra landet sat på en skammel
- for at vente.
Hans lave placering er symbolsk, den giver ham rang af passiv og nedværdiget.
Passivitet er umandigt. Det ses på den romerske kejsermønt, der fejrede sejren
over jøderne og Jerusalems ødelæggelse år 70.
Manden fra landet rangerer nu som kvinden, der sidder under
palmen og græder.
Men det er ikke som i tilfældet med en, der har mistet en forælder eller et
familiemedlem der har forladt jødedommen.
Her hos Kafka kommer der ikke nogen og taler med ham.
Han er overladt til sig selv, og han har ikke nogen at dele traditionen med. Han bliver sat lidt skråt for indgangen, så
han kan kigge ind - og fristes.
|