Kafka: Foran Loven - hypertekstualiseret af Elias Ole Tetens Lund
8. Vente foran porten
Der sidder han i dagevis, i årevis. Han gør mange forsøg på at blive lukket ind og trætter dørvogteren med sine bønner. Stillet overfor dørvogterens advarsel om nye og strengere dørvogtere længere fremme tør manden fra landet ikke gå ind ad den første port til loven, men han venter i dage og år . Gør han noget? Kafka er sparsom med fortællingen. Vi får kun at vide, at han trætter dørvogteren med sine bønner. Mandens inaktivitet går os på nerverne. Der er ikke nogen forberedelse til noget som helst. Jo, vi får besked om, at han gør mange forsøg på at blive lukket ind.
Kafkas billeddannelse om ventetiden giver associationer til et maleri, der blev til kort efter, at Kafka skrev sin korte fortælling. Den meget unge danske kunstner Jens Adolf Jerichau malede på sin sidste rejse midt under 1. verdenskrig billedet Haecuba med en voldsom og rå udtrykskraft.