Billedet er malet af den russiske kunstner Kazimir
Malevitj. Det viser en mand fra landet, der står helt i
forgrunden. Han er klædt i en traditionel russisk
bondedragt, hans arme hænger slapt ned langs kroppen mens han ser ud
over et endeløst landskab. Bonden står helt alene, en situation, som er
uvant og utryg for ham. Forestil dig et landskab og en himmel der
fortsætter uendeligt mod syd og mod nord. Ude i horisonten står et rødt
hus, det må være meget stort. Det har ingen vinduer eller døre.
Bonden er her skildret løsrevet fra sin samfundsgruppe. Nogle få
år senere bliver hele hans verden revet op med rode med
kollektiviseringen af det russiske landbrug og likvideringen af
titusinder af russiske bønder. Malevitj var modstander af regimets
behandling af bønderne.
Han lader sine bondefigurer i flere malerier stå uvirksomme - har de
nedlagt arbejdet i protest mod kollektiviseringen? Under lykkeligere
forhold har kunstnere glæde ved at skildre arbejdende blåbærplukkere.
På billedet kommer der ikke røg op af skorstenen - der er slet ikke
nogen skorsten og ingen røg. Det viser, at der ikke er nogen hjemme,
måske
at de vil holde det skjult, at de er hjemme. Man kan ikke komme ind i
huset, og det er ikke muligt at nogen kigger ud fra det. Ingen veje
fører hen til det. Manden fra Landet kan ikke komme i kontakt med det
røde, magtfulde hus.
Det er muligt at
fortolke dette maleri som en kommentar til den russiske historie under
Stalins diktatur, men det er mere interessant at tænke over dets lighed
med Kafkas fortælling Foran Loven |