Kafka: Foran Loven - hypertekstualiseret af Elias Ole Tetens Lund
R.B. Kitaj : If Not, Not (1975-76)
Ron Kitajs maleri fra 1975 - 1976 har Auschwitz som grundmotiv, og der er mange genstande og figurer i billedet, som er opbygget med en collageagtig komposition. Titlen er mystisk. If Not, Not.
Kunstneren omformer sætningen " hvis ikke nu, hvornår så" til en dobbelt negation: "Hvis Ikke, Ikke" - eller "Hvis Ikke, Aldrig".
Tydningen af billedet er stærkt styret af en række symboler: Vagttårnet for enden af jernbanesporene i Auschwitz dominerer øverste venstre side af billedet. Den nederste del af billedet er fyldt op med efterladte genstande og sønderbrudte menneskeskikkelser. I nederste venstre hjørne en nøgen kvinde og en mand med briller og høreapparat. Højre side er afsat til et mærkeligt landskab med palmer og nogle menneskefigurer.Malerens brudte former og sodsværtede farver giver mig en utryg stemning, som forstærkes af Auschwitz-tårnet. Billedtitlen er en ny faktor som påvirker billeddannelsen hos mig: "Hvis ikke, aldrig" - Hvad er det der skal gøres? - Måske er det mødet mellem manden og kvinden. Der er noget provokerende og i at sætte et erotisk motiv sammen med symboler på holocaust, men jeg mener, at det uforløste og tvivlende i de to personers attitude understreger meningen. Er kærlighed mulig i et rum hvor tilintetgørelsen finder sted? En anden kunstner, forfatteren Primo Levi har benyttet sætningen "Hvis ikke nu, hvornår?" som titel for en roman om jødiske partisaner. Den kan læses som en heroisk fortælling. Kitaj's billede har intet heroisk over sig, han lader ikke en eneste af sine figurer hæve sig op over horisontlinjen - her dominerer tårnet. Alt i denne komposition udtrykker rodløsheden og tvivlen.