Kafka: Foran Loven - hypertekstualiseret af Elias Ole Tetens Lund
"Bare ikke nu"
Her hentyder Kafka måske til en sætning fra rabbi Hillel. Dennes udsagn har med nogle få ord samlet jødisk etik:
Hvis jeg ikke selv sørger for mig, hvem sørger da for mig?
og hvis jeg kun sørger for mig selv, hvad er jeg da?
og hvis ikke nu, hvornår da?Hillels udsagn har fået tillagt karakter af moralsk læresætning. Den er benyttet i sin helhed eller den er revet fra hinanden. Primo Levi gav den som titel på sin roman: Om Ikke Nu, Hvornår Så? Her benyttes den til at forklare en jødisk partisangruppes kamp under 2.verdenskrig .
Kafka vender det hele på hovedet: "bare ikke nu" betyder stik imod Hillels råd, at manden fra landet skal udsætte sit forsæt om at komme ind til loven. Han er ikke selv klar over, at det er ham selv der er forhindringen. Dørvogteren forhindrer ham jo i at nå frem til loven
R.B.Kitaj har i maleriet "If Not, Not" hentydet til Hillels ord - men her er det med en dobbelt negation, der hentyder til umuligheden af at leve op til den rabbinske regel i KZ-lejrene.