Kafka: Foran Loven -  hypertekstualiseret af Elias Ole Tetens Lund

Bent Melchiors kritik af Kafkas fortælling

   Torah'en er  blevet betragtet som det ydre sæt af leveregler, som skulle give klarhed og kundskab; men i virkeligheden er de intet værd, med mindre mennesket har nøglerne til at åbne adgangen ind til Torah, hjertets følelser.
    Sådan gav  Bent Melchior svar i sin afskedstale som overrabbiner i Københavns Synagoge 1997.   Han fortsatte:  I et afsnit af Mose Bøgerne, Shoftim, fortæller Moses, at Israels børn skal udpege dommere og opsynsmænd, der skal sættes til at udøve retfærdighed i alle deres porte. Både dommerne skal være retfærdige og de udøvende betjente og opsynsmænd skal være retfærdige. Det med portene er vigtigt: Der er mange porte, der er ikke kun én indgang. Det minder mig om Franz Kafkas korte lille historie om manden, der iagttog vagtposten uden for porten ind til loven, men aldrig tog en beslutning om at gå ind, fordi han først var blevet afvist. Hvad var der sket? Manden udenfor slottet havde ikke stillet krav om retfærdighed, og der var sket en ødelæggende forandring inde i slottet, sådan, at de der sad og skulle dømme retfærdigt aldrig kom rundt og sikrede sig, at vagterne handlede retfærdigt. Slottet fungerede ikke efter hensigten. Men hvorfor?  Fordi det var blevet selvberoende, og fordi menneskene udenfor ikke stillede krav til slottet. Manden troede, at han blot skulle vente, og at der kun var én indgang. Han var ikke bevidst om Torahs ord om, at der skulle være dommere og betjente i alle porte. Slottet var blevet magtfuldkomment, og dommerne havde trukket sig ind bag de tykke mure. I Kafkas fortælling hører vi ikke et ord om dommerne. Men hele den verden som er tegnet op i Torah ligger latent i hans historie, blot i forvrænget form. Den slutter med, at manden selv får skylden for at han ikke brød sig vej ind til loven. Han manglede mandsmodet.  ( EOTL referat efter Bent Melchior )