Kafka: Foran Loven -  hypertekstualiseret af Elias Ole Tetens Lund

Moralsk evne - Bauman og Kafka

I bogen "Modernitet og Holocaust", der udkom på dansk 1994, har sociologen Zygmunt Bauman beskrevet virkningerne af det moderne industrisamfunds arbejdsdeling som det kom til udtryk i Tyskland i tiden mellem de to krige: "Den moralske evne omfatter også evnen til  at modstå,  undvige og overleve denne bearbejdning, således at autoriteten og ansvaret for de moralske valg  i sidste ende ligger,  hvor det lå fra starten: hos det enkelte menneske".  (Bauman s. 223) 

Han mener, at holocaust  bl. a. var en konsekvens af   en upersonlig ansvarsfordeling. De mellemmenneskelige relationer har en tendens til at reduceres til "samvær-med-andre-situationer",  som er fuldstændig organiseret efter aktørens mål. "Den anden har betydning, for så vidt (...) hans vankelmodighed og ubestandighed forringer sandsynligheden for, at et givet mål effektivt kan nås. Aktørens opgave er at frembringe en situation, hvor den anden ikke længere har betydning og kan udelades af regnestykket" (Bauman s. 224) 
   Hvordan er vilkårene for den enkeltes moralske evne? Samfundet ønsker at manipulere med den. Det er ikke blot resultatet i Tyskland under det nazistiske regime, men den samme tendens genfindes i de moderne samfund. Men den moralske evne bliver ikke bare en passiv genstand for bearbejdning, mener Bauman:  "Den moralske evne omfatter også evnen til  at modstå,  undvige og overleve denne bearbejdning." Derfor kan man ikke lægge eneskylden på samfundet - eller de andre: "ansvaret for de moralske valg ligger i sidste ende, hvor det lå fra starten: hos det enkelte menneske".  
      Kafka er stærkt interesseret i dette forhold. I Processen og den indlejrede fortælling arbejder han hvileløst med dette problem: hvordan sættes det enkelte menneskes evne til at skelne venstre fra højre ud af spillet. Han giver ikke et entydigt svar på spørgsmålet. Snart peger han på det patriarkalske magtforhold mellem generationerne, snart på samfundets magtstrukturer og de alt for menneskelige magtkampe mellem grupper inden for eliten. Men hans værk er ikke en samfundslære. Og Josef K. bliver ikke på nogen måde bedre i stand til at overleve manipulationerne.

Kafka er stærkt skeptisk overfor funktionalistiske samfundsopfattelser, f. eks. Max Webers ide om et ubestikkeligt bureaukrati, men desværre viser han sig også skeptisk overfor en demokratisk opfattelse. Hans interesse er et kritisere magten hvad enten den er formelt ok eller korrumperet  i hænderne på en elite af højtuddannede og ansete personer - eller hos de nyankomne, underpriviligerede, der er kommet ind med 4-toget. Hos Kafka er de stærke mere interesserede i at bevare deres egen magtposition end i at tjene retfærdigheden eller folket. De lader sig portrættere udstyret med lånte magtsymboler (Maleren Titorelli), de undertrykker andre personer og grupper, der forsøger at stige op og blive elite (Statsadvokat - et fragment), og de holder folk hen i uvished med halve løfter om retfærdighed (Dørvogteren) De svage kender til gengæld ikke "spillets regler", de har deponeret deres moralske evne, og de har afstået fra at stille krav om retfærdighed.

De totalitære regimer voksede i styrke på Kafkas tid. Statsmagten overalt var i vækst og benyttede de nye teknologier og massekommunikationsmidler, der gjorde tiden frem til 2. Verdenskrig  til massernes tidsalder godt hjulpet af opfattende sociale forandringer. Det var ikke Kafkas projekt at beskrive disse ting; men han reflekterede over dem set fra sit hjørne af virkeligheden.