Kafka: Foran Loven .. en kæde af essays af  Elias Ole Tetens Lund

Tiende Kreds: Efter Kafka

Kafka havde en dyb mistillid til samfundets evne til at forædle dem, der skal forvalte retten. Det kan man jo alt efter personlig indsigt vælge at trække på skulderen af.  De vestlige demokratier er blevet moderniseret siden Kafka skrev. Ja, der er sket en adskillelse af den lovgivende, udøvende og dømmende magt, men nye magtformer opstår og nye eliter stiger op og stræber efter magten. Formalister indenfor den politiske videnskab lægger vægt på, at systemet kan opbygge erfaringer og traditioner, der er stærkere end de enkelte aktører. De politiske begivenheder i  Europa 1933 - 1945 rev grundlaget væk under idealerne om den enkeltes ret overfor massernes ret. De vestlige demokratier forsøgte at genetablere en forestilling om retsstaten og menneskerettighederne. Men globaliseringen har rystet det kønne billede. Vi kan vælge at opfatte Kafka som særlig forudseende; men det synes ikke at give nogen særlig mening. Profeter har ikke rigtig gennemslagskraft i det 21. århundrede.    Kafka var særligt opmærksom på nogle svagheder ved menneskers karakter. De, der fik betroet at forvalte retfærdigheden i samfundet var svage overfor fristelsen til at søge magten. Det patriarkalske system passede fint sammen med princippet om underbygge magten med logiske slutninger ud fra en kanon af tekster ( "skriften er uforanderlig, og meningerne et tit kun et udtryk for fortvivlelsen over dette" *). Kafka var ikke imponeret over embedsstandens ubestikkelighed. Han hældede sig op ad de etiske befalinger fra den jødiske tradition. Men han turde ikke fremhæve netop denne kilde til sine værdier, for han var klar over de antisemitiske strømninger i samtiden. Men han var ikke specielt forudseende overfor den ekstreme form de fik under nationalsocialismen. Han kunne af gode grunde ikke forudse følgevirkningerne af 1. verdenskrig, da han sad og skrev fortællingen Foran Loven i efteråret 1914. Da han skrev videre på Processen brød verden sammen omkring ham. Det blev begyndelsen til afslutningen på den central- og østeuropæiske varietet af kulturer og på den østeuropæiske jødedom.    Efter Holocaust ændredes forudsætningerne for overhovedet at forstå Kafka. Eksistentialismen syntes i en periode at kunne give en forståelse - eksistentialismen uden Gud - men Emmanuel Levinas ville ikke bare smide den jødiske arv over bord. Den er for ham en moralsk basis imod totalitære tankegange og politiske systemer. Han stillede krav om ubetinget moralsk selvstændighed over for politiske magtmonopoler. Det samme gjaldt Abraham Joshua Heschel, der sluttede sig til borgerrettighedsbevægelsen i USA i 1960'erne side om side med Martin Luther King og mange andre. Kunne der opbygges en ny tillid til en humanisme med interesse for social retfærdighed ? Lévinas ekstreme humanisme Væren-for-den-anden Forsvar for jødedommen Ansvar for det andet menneske Det helt andet menneske Lévinas: Ekstrem humanisme  [] Kritik af magten - frihed for magten Judaisme Levinas i leksikonartikel Om teodicé og retten til at fremføre sine værdier i offentligheden Stille Gud til ansvar Nietzsche (mangler udarbejdelse) Heschel on theodicy Rashi og Retten Udvalgt til at redde liv Renæssancens opfattelse - Freud og Michelangelo Om kærligheden Totalitet og uendelighed Wivel, Klaus : Næsten Intet Tekstkritik og humanistisk forsvar Levinas kritik af sokratismen Humanisme og historie Argumentatoren Bevidsthed og etik Fordring på anerkendelse

Har det en chance i Danmark, at vi kan gå ud i den offentlige debat og underbygge vores synspunkter med jødiske værdier?  Har vi - som manden fra landet - glemt at stille krav om retfærdighed? Eller er vi faldet i fælden, hvor spørgsmålet om retfærdighed er blevet til noget formelt, en præambel til en lov, som er ukendt for alle andre end specialisterne. Med andre ord: at lovene er skrevet med henblik på systemet og  juristernes beskæftigelse mere end at tjene som vejledning for samfundsborgernes handlinger.  Det er en fare for demokratiet. Det er en funktionalistisk måde at beskrive det politiske system på, som er i modsætning til en opfattelse, der fremhæver sindelaget som det afgørende for demokratiet. Jeg blev opmuntret, da vi - midt under debatten om irakerne i  Brorsons Kirke - fik besked om, at Israels præsident Shimon Peres brød ind i den politiske proces og kritiserede en beslutning om at udvise østasiatere, der i over en generation havde boet og arbejdet i Israel, son havde stiftet familie og fået børn i Israel - Peres begrundede sin kritik med, at vi er forpligtet til at behandle den fremmede godt, fordi vi selv var fremmede i Ægypten. Det handler ikke om "jødisk sharia", men om den ånd vil fortolker vores historie og tradition med. Kan humanisme udrette noget her?  Og hvilken rolle spiller jødiske værdier i en humanistisk sammenhæng ?